Det vil fremgå hvis man sammenligner med tidligere billeder, at haven er vokset i højden
Dette bed var godt under knæhøjde, da jeg startede i april
Ofte når der kommer nogen i haven og spørger hvad jeg laver, står de gerne med fødderne plantet solidt oven i en plante. Jeg fortæller hvad jeg laver, mens det eneste jeg kan tænke på er, at de står oveni en plante, ”min” plante….Det skær nærmest i mig, men okay - jeg er heller ikke blind for komikken i, at jeg står der og kvier mig over en ukrudtsplante, en enkelt lille en, når en hel grund er fyldt med dem. Men med netop det billede og den detaljeringsgrad som jeg har med i mit hoved og som jeg ønsker skal fremhæves i haven - er det svært at se foreningen mellem Go’ Aften Danmark show og den folkelige forsamling det program nogen gange bringer med sig, og en have bestående af planter ”man bare stiller sig oveni” (hvis man ikke kender til historien). Vil haven blive respekteret eller vil det bare være ukrudt man moser sig igennem?
Ukrudtsrydning er i gang så der kan blive pænt til DR
Der gror faktisk noget der hvor han brænder....
Sagen er jo nemlig den, at da JB fra NCC bad om et møde i torsdags var det, det han kom for at fortælle: Go’ Aften Danmark’s studie flytter ind. De er blevet sagt op ovre på den anden side af havnen ved Nyhavn og flytter nu ind på Krøyers Plads. Det vil ærgerligt nok gøre en ende på roen her, men det er også lidt morsomt, for det er noget af nogle modsætninger, der mødes her….ukrudtshave og marginal kunst møder mainstream. Jeg vil se nysgerrigt til, hvad det vil bringe for haven. Vil den evne at bevare pladsen, som den oase, den er og som et sted for offentligheden – og ikke mindst vil offentligheden kunne se det jeg ser, og værdsætter!? Det vil blive den ultimativ test.
Men NCC er heller ikke blind for skrøbeligheden i forståelsen af denne have i mødet med en offentlighed som DR og national sendeflade. Så derfor kom han også med den besked at NCC gerne vil finansiere et skilt til haven. Omend først argumenteret for med en anden begrundelse end kommende DR's tilstedeværelse. Nogen havde bedt om at få ukrudtet fjernet (...der vil jeg så vove at påstå, at jeg har en så god fornemmelse af alle dem der bor og arbejder ud til Krøyers Plads, eller på anden måde kommer hertil, at de faktisk påskønner vegetationen her, og særligt efter jeg er begyndt at gå her, at det ikke kan være dem der har ytret noget sådan ønske, men derimod gætter jeg på, at det er DR), men NCC har meddelt, det er mit ukrudt – det er Camilla’s have og det kan ikke fjernes. He. Men JB læser også min blog og han havde noteret sig at det ikke går så godt med at påvirke hundeejernes adfærd med hundelortene…se evt DAG 30 for hændelse under vores møde… særligt når jeg ikke er i haven. Så det ene med det andet – han syntes haven behøvede en tydeligere formidling. Jeg understregede for ham at det var helt bevidst at jeg ikke havde valgt en skiltestrategi og ikke sat skilte op om påbud etc., netop for at teste, om haven i sig selv kan være en form for skilt, og i måden haven som fænomen ordner, kan den så, sammen med min tilstedeværelse, fremstå som en adfærdskodeks. Men jeg er jo selv kun alt for tydeligt opmærksom på, at det ikke sker sjældent, at en hundelort ligger midt på en sti, som jeg så fjerner, - og det har jeg selvfølgelig ingen planer om at blive ved med. Spørgsmålet er så om et skilt vil ændre på det. Under alle omstændigheder jeg er ikke afvisende over for tanken om et skilt, slet ikke set i lyset af, at DR rykker ind, men det vil formalisere haven, og ændre på vilkårene for projektet, og stille nogle andre krav. Hvordan løses det? Kan projektet bibeholde sin integritet som kunst, som haveeksperiment men også som den observatør, så vidt muligt upartisk, projektet har karakter af?
Ikke mere NCC / DR snak.
...Gederamsen blomstrer.
Noget der kunne ligne en hilsen fra Camper folkene med tak for lån og kreativ kommentar til Skuespilhuset
I fredags på vej på weekend udenbys så jeg, at en stor camper havde taget ophold på betonbelægningen i haven. De havde også en hund, som fik lov at løbe frit rundt. Jeg måtte kæmpe en mindre kamp med mig selv for ikke at gå derned og bede dem om at passe godt på haven..og huske at samle hundelorte op. Det holdt paradoksalt nok hårdt at måtte indrømme at ”min” have er offentligt rum og at jeg har ikke mere ret over den, end de har. Og holde mig selv fra at gå derned til dem (hva jeg så heller ikke gjorde). Selvfølgelig må jeg komme til at føle en vis ejerskab om noget jeg går og plejer og bruger tid på, men ikke desto mindre tankevækkende, at det er så provokerende at skulle kæmpe imod denne ”min”-følelse og overlade haven til andres brug efter deres ønske og behov. Så i dag frygtede jeg faktisk at finde haven i værst tænkelige stadie - med affald, karnevalsramt og skidt til. Men sådan forholdt det sig overhovedet ikke. Der var stort set ingen forskel på noget nogen steder, haven var lige som jeg forlod den fredag, endog nu med mange Gederamser udsprunget og Marksten-Kløveren også godt på vej! Mine bange anelser blev gjort til skamme.
Jon N55 er i dag gået i gang på pladsen. De har lagt nogle jordposer af fiberdug ud på sandet. Poserne er fyldt med muld og forbundet med siveslanger, som løbende skal tilføre jorden vand. I poserne er plantet forspiret salat, squash, Lupiner mm.
Haven gemmer på de vildeste myre-farme...
Markstenkløveren i blomst - der bliver meget snart store plantebede kun med denne blomst