N55's 'Walking House' er gået ud i sandet - desværre så jeg den ikke gå. Med sin beboer Anne er det ved at blive en del af haven. Hundene gør hurtigt brug af den nye skygge i sandet. Huset ankom på en kæmpe kranbil tidligere i maj (se DAG 13) og har stået ovre i hjørnet af grunden, på betonbelægningen, ved nedgangen til Food Lab's båd.
Stor Knopurt (en af de planter vi flyttede) - i blomst siden sidst
Over Kristihimmelfarts-dagene fik jeg lejlighed til at spørge en kok fra NOMA om, hvad han plukkede. Det var græs til en græspuré vist nok med noget kartoffelmos. Fortalte ham at jeg havde gættet på vild gulerod, men det viste sig, han ikke vidste den groede her. Selv om det var lige ved siden af, hvor vi nu stod. Han var engelsk talende, så måske kendte han den ikke. Han havde heller ikke set purløget lige bag ham. I dag kan jeg konstatere, at der er blevet klippet af purløget, men hvem ved - det kan være hvem som helst, der har opdaget den.
Vi starter dagen med at luge i dag. Det er efterhånden vokset noget til på de første stier, der blev anlagt. Og fjerner hundelorte…der er et par stykker. Vi er kommet lidt sent i gang fordi vi måtte først ud og købe nye spande.
- der luges...
Til højre Stephanie's plantebed - af en birk med ukendt græs underneden
Efter lugning foreslår praktikant Stephanie at vi skal lave et bed omkring nogle græsser med en Birk i midten, der står nede i den anden ende af haven. Bedet skal ikke være forbundet med stier men ligger lige ved siden af. Med en cirkel af sand rundt om. Fin ide og fortæller mig desuden at hun er helt med på hvad vi har lavet de sidste par uger. Vi fortsætter med at grave ud for måske at kunne nå helt ned til betonen.
stenbunker i haven - også kaldet "varder" - her indtaget af myrer (der er sindsygt mange myrer overalt i haven)
Stephanie begynder at rive sammen – der er rigtig mange sten i jorden, så stenbunken, hvor hun stabler stenene bliver hurtigt større end ellers. Et familiemedlem fik en rundvisning forleden og gjorde mig opmærksom på at den slags stabling af sten i gamle dage herhjemme bl.a. blev brugt til at orientere sig ad transportveje til lands og til vands. De kaldes for varder. Den dag i dag bruger man stadig denne form for markering i bjergrige egne, hvor sigtbarheden gør det nødvendigt at varderne fungerer som landmærker (wikipedia).
Det er tæske varmt, sveden hagler af os begge, og der bliver drukket rigelige mængder af vand. Kl knap 14 er vi i gennem og står ved betonen. Der er noget helt columbus'kt over det….som så vi land, og kom i land. Men der er stadig lang vej igen.
Nu har vi lavet en sti og passage gennem hele vegetationen fra parkeringspladsen til molestykket langs husbåden Arno, men der mangler stadig flere bede mange steder, så man bedre får øje på vegetationen. Og dens særegenhed. Og der mangler jo også sand på det vi lige har gravet....
En Klippe-Stenurt på den sidste strækning - endnu ikke helt i blomst!
Krybende Potentil ...også i blomst
Klit-rynket-hyben-osv-rosen spreder sig vellystigt
- og har allerede fået hyben.
Hundegræs kan ikke blive flottere end nu