... de ligger nu på kanalens bund.
I går aftes var jeg på pladsen, havde kunne se fra mine vinduer nogle af de lokale drenge luske rundt, og det så ud som om de havde noget for. Rigtigt nok. Det viste sig, at de havde smidt betonpullerterne i havnen. Hvorfor? – fordi de kedede sig. Jeg kan ikke blive sur på dem, faktisk kan jeg ikke bebrejde dem – der er ikke meget for unge i deres alder at lave i det offentlige rum og ingen gider rigtig at have dem, Lejerbo synes ikke de skal være på legepladsen og spille bold efter kl. 20-21 om aftenen og de lejligheder de bor i er sandsynligvis så små, at man nok ikke har det store privatliv indendøre. Og så må man hænge ud på gaden. Byen levner jo sjældent plads til spontane handlinger, som at lave et eller andet sjovt entreprenør-agtigt noget, så derfor sidder de og gør hjernedøde ting som at brænde en gammel gummistøvle af og smide ting i havnen… Den slags adfærd i byen forstørres ofte meget hurtigt til en meget bøllet adfærd. Jeg kender de lokale drenge og har gjort det siden de var 8-9 år. Og de kender mig. Vi hilser altid på hinanden. De er gode drenge, og derfor har jeg heller ikke noget problem med at sige til dem, at det ikke er iorden at kaste noget i havnen, som betyder noget for andre. Og eftersom jeg har mødt dem efter projektets start og de har tilkendegivet at de godt vidste det var mig der lavede haven, fordi de kunne huske det fra da vi lavede det sammen tilbage i 2007 (se DAG 5 + DAG 17), ærgrer det mig ekstra meget at de har smidt pullerterne i havnen. Ikke så meget for pullerternes skyld – vi skal nok finde noget andet at sidde på, men fordi det kunne tyde på, at jeg ikke helt har den street cred hos dem som jeg troede. Og hvis jeg ikke har det, er haven måske mere udsat for hærgen osv. Drengene siger de gerne vil hjælpe til i haven en dag. Jeg lover at finde et tidspunkt, hvor de ikke er i skole. Bliver haven en del af deres område er den sikret på bedst tænkelige måde. Men det kunne helt sikkert også i sig selv blive en god dag og rart med lidt flere hænder til at komme hurtigere frem.
Indgang til haven fra parkeringspladsen
Praktikanten og jeg må altså derfor undvære vores sædvanlige siddepladser, og vi er på udkig efter nye. Nogle store brosten dukker op under udgravningen til nye stier – de kan sagtens bruges som siddepladser. Vi laver stien færdig, der leder hen til indgangen helt ude fra parkeringspladsen. Det gør stierne længere inde på grunden mere synlige. Mange stopper op og spørger hvad vi laver. Èn kommenterer det med, at det vi står og laver ser helt sort ud. Det er et godt tegn.
En anden gør os opmærksomme på, at der jo skal bygges på grunden, og hun er vedholdende da jeg svarer at det først er til efteråret 2012. ”Jamen I er godt klar over det er spildt arbejde, det I står og laver”...hvortil jeg svarer ”Sådan ser jeg det ikke”. For hvad er spildt arbejde? For mig er Operahuset f.eks. spildt arbejde. Også selv om det stadig står der. Er det kun permanens og varighed der giver arbejde mening? Det slår mig hvor ofte man som kunstner sætter noget i værk kun for en kortere periode, men at det er det betydningsskabende arbejde og udtryk, der motiverer at det bliver til og at det er denne betydning, hvis den ellers er holdbar, der cirkulerer og recirkuleres på mange niveauer. Det er for mig ikke spildt arbejde. Men hvornår finder vi mening i at lave et stykke arbejde … det er jo et pokkers godt spørgsmål. Og i forhold til Krøyers Plads kan man jo vende den om og spørge om det giver mening at at lade grunden ligge ubrugt hen i 7 år? Super grund på ideel beliggenhed midt i Kbh K. Er det ikke spild?