DAG 26

Klippe-Stenurt

Solen bager nådesløst ned fra en skyfri himmel - det må næsten være den varmeste dag indtil nu. Samler affald i dag. Første gang sådan for alvor i lang tid. Knap en hel pose kan jeg fylde, og meget er det er noget der er kommet over weekenden, så enten har min færden haft en indvirkning eller også er det bare ikke slemt her. Men det er ved at være tid til at kontakte kommunen med en invitation til at komme i haven og sætte dem i spil i forhold til spørgsmålet om ansvar etc. I dag fortæller damen med den lille hvide hund fra forleden mig at hun var begyndt at se helt anderledes på havemuligheder efter at være blevet bekendt med haven her. Hun kiggede pt efter hus, og nu ser hun ikke så opgivende på en tilgroet have længere, men ser den med nogle muligheder. Jeg noterer mig desuden at hun har en lille sort pose ved hånden til hundelorten. Desuden kan hun fortælle at der nu er røget en intra-mail rundt i hele huset (Kriminalforsorgen) med oplysning om bloggen. Mange af dem der er kommet og spurgt hvad jeg laver arbejder i det hus – nu ved de besked. Det skal blive interessant hvad det bringer med sig.

Dobbelt mord på rosen...

En kunsthistoriker, Marie Bruun Yde, kommer forbi. Hun er højgravid og iført en sart gul sommerkjole. …og jeg ærgrer mig over jeg ikke tog et billede af den gule kjole og maven henne ved de stærkt pink-farvede roser. Vi snakker længe, om haven og hendes erfaringer ved det seneste projekt hun har medvirket i som formidler; Lokal Global Plan (se http://lokalglobalplan.dk/om-lokal-global-plan). Projektet berører nogle af de samme problemstillinger som mit haveprojekt her. Solen steger ned på os og vi må til sidst søge den smule skygge, der er at finde under nogle af de selvsåede træer.

- og mere Klippe-Stenurt

Jeg er alene i haven i dag. Får gravet mig et pænt stykke videre, og pludselig kan jeg ikke finde et ståsted for Klippe-Stenurt; den er pludselig alle vegne, og den er ikke begyndt at blomstre endnu – så nåede jeg det alligevel, yes!

og mere igen...

DAG 25

Gederams

Det pibler frem alle vegne og om lidt står det hele i blomst....vi holder vejret og venter i spænding!


Vejsennep


Mark-for-glem-mig-ej


Alm. Hønsetarm


Valmue


Agertidsel

I dag kom min gartner forbi, som passer mit Statens Kunstfond projekt 'Den Urbane Have' ved Professionshøjskolen Metropol (se evt. www.kunstpaastedet.dk). Jeg havde fortalt ham om projektet her. Først gik vi en runde og jeg havde lidt oplevelsen af at det ikke helt gjorde indtryk på ham. Vi gik en runde og jeg pegede nogle af de snart 80 arter ud, jeg har fundet på grunden. Men så skulle vi gå en runde mere, og en mere – og det var tydeligt det voksede på ham. Et herligt nørdet visit. Vi fik en snak om landskabsarkitektkulturen, og at det alt for ofte sker at der plantes noget som klarer sig skidt i lige netop det miljø det plantes. Og det forlanges gerne at samme planter genetableres nøjagtigt, selv efter det har vist at de har vanskeligt ved at gro på det pågældende sted.

Mens vi snakkede henvendte en begejstret kvinde sig, gift med chefkokken af Nordic Food Lab , som det viser sig at hedde - det køkken, der holder til på den grå husbåd lige ud til grunden – en underafdeling men altså ikke direkte NOMA. Kvinden måtte straks dele havens eksistens med resten af verden via Facebook. Hun var total iphone-fan og ville vise os en app som hedder "I spy something..." hvor haven ville dukke op i en søgemaskine hvis man f.eks. søgte på ’vilde haver’ i København. Men hun kunne desværre ikke lige få den til at virke der – håber det er lykkedes senere. Selv har jeg hverken Iphone eller smartphone, men det ville være ret cool… Forklarer hende havens princip og bliver i øvrigt selv opmærksom på, at på pladsen er der de første 3 faser af det, man i biologisk fagsprog kalder succesionsfasen. Når et stykke jord ligger brak vil naturen til alle tider helt af sig selv starte med at gro til og det gør den i 4 faser (mener jeg det er). Først flytter græsserne ind – det er det vi ser ude i det sandede areal på Krøyers Plads. De danner grobund for næste fase som er de lidt større planter, dem man også i fagsprog kalder urter (ikke at forveksle med krydderurter) – det er i det område hvor Black Box Garden folder sig ud. Disse danner igen mulighed for småtræer og buske at rykke ind – det er det, der kan ses med de famøse selvgroede træer langs pakhuset. Og slutteligt ville det hele vokse til i skov, hvis det fik lov at ligge længe nok. Det har altid interesseret mig, at f.eks. den Jyske Hede med lyngen er noget af det mest oprindelige danske natur, vi kan forestille os, og dermed også noget af det mest naturlige. Men faktum er at det er et billede på natur, vi har erhvervet og tilegnet os, bl.a. gennem guldaldermalerne og det koster hvert år store ressourcer at vedligeholde og fastholde naturen i det stadie. Lynglandskabet er blot urtestadiet i succesionsfasen og ville hvis ingen gjorde noget, gro til og forsvinde. Det sætter os unægtelig i et dilemma mellem den kulturskabte natur og den naturlige natur. Og var det ikke for en klimakrise kunne det jo også være et fedt…

DAG 24

NCC's mand kom og fulgte op på de forskellige mangler, skar oversete jernstænger væk


og brugte en rive!


Seneste udvikling i haven. Så langt er vi nået ned mod havnemolen


- og så langt er vi nået oppe fra parkeringspladsen.

I går kom en dame for at lufte sin hund. Fra sin arbejdsplads har hun kunne se ned på os hver dag, og nu ville hun gerne høre hvad vi havde for. Vi havde en snak om plantefarvning, som hun vidste lidt om, hvilket jeg absolut ingenting kender til. Hun indrømmede, men også lidt overraskende konstaterende (måske netop fordi hun vidste noget om vilde planter), at hun faktisk så grunden mere som ét stort hundetoilet end som noget rekreativt værdifuldt. ”Udenfor” grunden kunne hun jo aldrig finde på ikke at samle hundelorten op efter sig. I dag vendte hun tilbage med hunden og slentrede en tur gennem haven.

Forleden blev jeg opmærksom på hvad der egentlig er foregået på Søminedepotet – se evt http://christianshavnskvarter.dk/2011/05/søminedepotet-indtaget/

og jeg spurgte rent faktisk JB fra NCC i går om de havde oplevet lignende tilfælde og om der er en forskel på det de gør, og det jeg gør. Jeg tror han blev lidt overrasket over mit spørgsmål, for han syntes slet ikke det kan sammenlignes. Og nej, strategien er helt sikkert ikke den samme for Søminedepotet som min, men udgangspunktet er måske ikke så forskelligt endda, for jeg havde som bekendt heller ikke NCC’s tilladelse til at gå i gang i sin tid. Krøyers Plads har nok en anden beliggenhed, min lovovertrædelse – hvad det jo faktisk var – var nok nøje reflekteret og begrundet og nok var det set som et træk til at italesætte en bestemt diskussion, som netop ikke bare handlede om tilladelse eller ej, - men motivationen med ønsket om at ville udnytte disse steder mens de står ubrugte hen, er ens. Jeg spørger ikke for at provokere, det er ikke min plan i fremtiden at gå rundt og lave projekter på andre folks grunde uden at få lov, men jeg spørger for at prøve at forstå, hvad er det for nogen strategier der gælder for skabelsen af et offentligt rum (noget vi i ordets egentlige betydning vel alle bør føle et ansvar i forhold til). Hvad kommer ud af hvad og hvad kan erfares og erkendes – og måske bruges?

Med denne nysgerrighed i sindet gjorde praktikant Stephanie og jeg det derfor til en kort dag i haven i dag og drog på studietur til Søminedepotet. Set i lyset af Black Box Garden blev det et tankevækkende besøg. Der er verdener imellem her og der. For den interesserede vil jeg opfordre til at google ’søminedepotet'.

DAG 23

Haven er ved at træde ind i en ny fase, hvor det er tid til at vise, at den godt må bruges og indtages af folk. At det er et offentligt sted, og ikke vores. For folk der nu har set mig og praktikanten gå her gennem længere tid, er det nok blevet ’vores’ have, men det er det tid til at nedbryde. Det er tid til at skilte med havens navn og oplyse om denne skrevne del af projektet i sammenhæng med selve haven. Vi sætter derfor et skilt op i dag – haven navngives officielt. Skiltet er lavet af fundne materialer på grunden, tro mod havens grundidé om kun at benytte eksisterende materialer i haven. Er dog noget usikker på om æstetikken nu også holder. Der er noget western-agtigt over skiltet...

Mens vi er ved at sætte det op, dukker en uventet gæst op, JB fra NCC. Han vil se på, hvad det er der skal følges op på i forhold til oprydningen i sidste uge. Vi går rundt sammen. Han oplyser at hans kollega ikke synes de ryddede nok på grunden, men han så ingen grund til at fjerne noget der betød noget for nogen og ikke noget for dem. Det står klart, at han har lyttet. Men han er også mystificeret over have-projektet, og hvad det er jeg får ud af at lave det. Han spørger. Ved ikke om mit svar giver mening for ham. Tilgengæld spørger jeg ham hvorfor de ikke bruger de penge de bruger på oprydning på en anden måde f.eks. på en mand der kommer ud og rydder op en gang om måneden, istedet for på sådan en gang engangsforeteelse, som der her er tale om. Det ville også tage sig bedre ud i lokalmiljøet. ”Det er fordi vi har sådan nogle som dig der kommer og rydder op” siger han ironisk for sjov…… -”og hvad kan I så tilbyde mig i løn” svarer jeg for sjov tilbage og ler mens jeg tænker; Kunst som kreativ kapital - selv når det samler affald…. Men det ville det være uanset om jeg stod på deres lønningslilste eller ej, og det havde det også været uanset om projektet havde fortsat uden NCC’s viden. Men min fornemmelse omkring at samle affald op i fremtiden leger kort med tanken om ikke at samle mere, for nu samler jeg for NCC og ikke i forhold til mit projekt. Omvendt giver det ikke mening at holde op. Affaldsindsamlingen er en del af strategien, der søger at italesætte en række relationer. Vi fortsætter ud i en diskussion om hvem skal egentlig rydde op efter hvem, hvem har hvilket ansvar iforhold til hvad osv. JB har svært ved at se at grundejere kan være forpligtet til at rydde op efter nogen der har svinet deres grund til – det kan de jo ikke gøre for. Omvendt giver han mig også ret i, at det ikke kan være mit ansvar som lokal at rydde op. Det er dem, der sviner man skal gribe fat i, at det handler om dårlig opdragelse. Det er sandt, men jeg sammenligner det med, at hvis nogen kaster en dåse ind over hækken i vores have, ville vi så også lade være med at samle den op, fordi det ikke var vores skyld. Og sådan fortsætter en konstruktiv dialog, som det er værd at overveje om den havde været lige så udbytterig, hvis jeg havde grebet hele proejtet anderledes an, hvis jeg f.eks havde spurgt om lov til at lave haven før jeg var gået i gang. Ville det i lige så stor grad have italesat en diskussion som denne? Hvornår bringer en strategi noget godt med sig? Hvilken type investering skal der til? Men JB tog sig tiden i dag, og det sætter jeg pris på.

Tilbage i haven efter mødet med JB holder jeg ikke længe. Filmholdet hos NOMA er stadig i gang og endnu en gang har jeg det som om jeg er en baggrundsrekvisit i en film om NOMA… Bare tanken bliver på en eller anden måde for meget og jeg pakker sammen for i dag.

Haven har fået sig endnu en indgangssti fra parkeringspladsen

DAG 22

Lokale nyhedskanaler har vist interesse i projektet. I dag kom Knud fra Christianshavnskvarter og filmede til et lille indslag på deres internet TV. Henvisning følger når indslaget er klar. Interessen for projektet bekræfter kun de mange interesser der er i denne grund og de mange følelser, der er på spil i forhold til det fremtidige byggeri. Det er ikke kun et spørgsmål om byggeprocenten (som ser ud som om den endnu en gang presses til det yderste), æstetikken osv, men det er også her det sidste slag skal stå for en havn med plads til det levede liv. Ikke mere øde molekant. Men for min del med projektet her vil jeg søge at holde mig lidt ude af netop den diskussion. Fremtiden. Jeg ønsker mere en rolle af observatør, og ikke forsøge at tage aktiv eller partisk stilling til fremtiden. Så jeg understreger for Knud, som i øvrigt viser sig at være en af dem der var hel fremme i kampen mod Eugeraat’s byggeri tilbage i 2004, at det her projekt undersøger præmissen for stedet som det er nu, som privat rum men i forbindelse med et offentlig rum og min mulige indvirken, som lokal, på et sådan sted. Og hvad det igen afføder af andet med sig.


Noget af det nyanlagte fra i dag

Praktikant Stephanie er med i haven i dag. Vi når en del efter filmoptagelserne, dejligt oven på i går, som var lidt sløj. Får gravet igennem græsset, hårdt for armene, men med det værste overstået begynder jeg faktisk at tro på at det alligevel kan lade sig gøre at nå molekanten inden Klippe-Stenurten blomstrer. Jeg noterer mig, at der er et filmhold ovre og filme hos NOMA og reflekterer lidt over hvad for en film de mon får lavet mod den der lige er lavet om haven her. Og hvor bemærkelsesværdigt det er, at mens jeg (som kvinde) står her og får lange lamme arme, står en flok mænd med fintfølende næser og dufter til dampen fra de varme gryder…

Det er hårdt at grave her gennem græsserne, fordi røderne er som et tæppe, men det lykkedes og vi er på vej til Klippe-Stenurten! Har her gravet midt mellem to forskellige græsarter , så der på den ene side af stien er Bjerg-Rørhvene, og på den anden siden en Rapgræs (tror jeg nok)

DAG 21

Kompostering

Blev lidt forsinket i haven i dag fordi det regnede. Fik tilgengæld skrevet et brev til NCC om det mangelfulde oprydningsarbejde. Ser ud som om de allerede er opmærksomme på det selv. De sender ihvertfald en mand ud. Hvad jeg har set af metalrør skal jeg markere til ham. I haven lykkedes det endelig at finde en god strategi for kompostering, ved at, når vi henter sand til stierne, vil vi grave fra samme sted. Hullet som opstår, vil vi derefter fylde op med haveaffaldet, dvs rødderne, jord m.m., fra de rydede stier. Og til slut dække til med sand, så man ikke kan se det. Med de problemer der er med den person, der kommer med sit haveaffald og dumper det på grunden, er det vigtig ikke at skabe præcedens ved f.eks. at have lagt det synligt fremme.

Der kom en del og snakkede i dag. Bl.a. en fyr som vil lave en lille film om mig og haven. Han startede med at filme allerde i dag. Men jeg må finde på en måde så der kan arbejdes og snakkes samtidigt, ellers går vi helt i stå….

DAG 20

Udsigten

Dagen i dag var en helt almindelig havedag, folk som efterhånden kender mig siger hej og vi talte kort, men ellers kunne jeg koncentrere mig om haven. Og helt alene, eftersom praktikanten er syg. Ganske rart. Det giver plads til tankerne – man tænker godt når man laver havearbejde.

Men det var sejt arbejde i dag, gravede ud til nye stier midt på grunden, jorden var hård og stenet og rødderne begynder også at blive svære at grave igennem. Selvom det gjorde godt med regnen i går, var jorden stadig tør.

Jeg håber virkelig det vil lade sig gøre at komme ned til den anden ende af grunden, men uden tvivl – det kommer til at kunne mærkes i armene. Ideelt set vil jeg gerne nå derned inden Klippe-stenurten blomstrer, men den er godt på vej så det kan blive lidt svært at nå. Går gennem beplantningen derned for at danne mig et indtryk af, hvordan planterne gror og hvor de kan give plads til en sti.

NCC rydningsarbejde fra sidste uge er helt tydeligt bare ikke godt nok – der kommer stadig ledninger og metalstænger op af jorden flere steder. Steder ser det bare grimt ud eller også er det ligefrem farligt. Jeg bliver nødt til at få dem i tale igen.

Havens roser har nydt godt af regnen - og de dufter af dansk sommer! Men faktisk er "Rynket rose" indført fra Kina i slut 1800-tallet og slet ikke spor dansk. Den er i dag endda på den såkaldte 'Sortliste', hvilket vil sige at den skal man gerne bekæmpe aktivt, fordi den er blevet invasiv i den danske natur. 'Invasivt' vil sige den spreder sig med sådan en kraft at den har tendens til at udryde alle andre arter hvor den gror. Set udfra et biologisk synespunkt er det måske ikke så godt, men kigger man på en grund som denne, nyder man i den grad godt af dens nøjsomhed, og som alligevel afgiver sådan en frodighed.




...og der er både pink og hvide roser.

BLACK BOX: wikipedia

BLACK BOX GARDEN; Planterne, hvilke arter og måden de gror på er alle et vidnesbyrd om grundens nyere historik. Det siger noget om grundens placering ved havnen, om sandet indført af Luftkastellet i sin tid, og hvad der ellers foregår her, eller mangel på samme osv. Haven - hele grunden - er den sorte boks, planterne er dataene.


Luftkastellet 2003

Sort boks – Black Box

[Wikipedia, den frie encyklopædi]

Den Sorte boks er en populær betegnelse for et af de vigtigere værktøjer til at opklare flystyrt med. Den sorte boks er i virkeligheden orange, for at man nemmere kan finde dem blandt vragdele – og der er to forskellige. Den ene - en Flight Data Recoder registrerer flyvehastighed, flyvehøjde, kurs, m.m. i et længere tidsrum inden styrtet, typisk et døgn. Den anden - en Cockpit Voice Recorder, optager al kommunikation mellem piloterne indbyrdes eller med flyvekontroltjenesten. Optagelser i denne boks er fra den sidste halve time.

Betegnelsen 'sort boks' hænger muligvis sammen med 2 ting: Dels betegnelsen 'sortlegeme' fordi den sorte boks, som et sort legeme opsuger alt lys, opsuger en mængde information uden at udsende noget, og dels som en 'black box' indenfor elektronik, hvor det betegner et kredsløb eller system, hvor man i overordnede træk ved, hvad det laver, mens den detaljerede opbygning eller virkemåde er et lukket land.

DAG 19

... de ligger nu på kanalens bund.

I går aftes var jeg på pladsen, havde kunne se fra mine vinduer nogle af de lokale drenge luske rundt, og det så ud som om de havde noget for. Rigtigt nok. Det viste sig, at de havde smidt betonpullerterne i havnen. Hvorfor? – fordi de kedede sig. Jeg kan ikke blive sur på dem, faktisk kan jeg ikke bebrejde dem – der er ikke meget for unge i deres alder at lave i det offentlige rum og ingen gider rigtig at have dem, Lejerbo synes ikke de skal være på legepladsen og spille bold efter kl. 20-21 om aftenen og de lejligheder de bor i er sandsynligvis så små, at man nok ikke har det store privatliv indendøre. Og så må man hænge ud på gaden. Byen levner jo sjældent plads til spontane handlinger, som at lave et eller andet sjovt entreprenør-agtigt noget, så derfor sidder de og gør hjernedøde ting som at brænde en gammel gummistøvle af og smide ting i havnen… Den slags adfærd i byen forstørres ofte meget hurtigt til en meget bøllet adfærd. Jeg kender de lokale drenge og har gjort det siden de var 8-9 år. Og de kender mig. Vi hilser altid på hinanden. De er gode drenge, og derfor har jeg heller ikke noget problem med at sige til dem, at det ikke er iorden at kaste noget i havnen, som betyder noget for andre. Og eftersom jeg har mødt dem efter projektets start og de har tilkendegivet at de godt vidste det var mig der lavede haven, fordi de kunne huske det fra da vi lavede det sammen tilbage i 2007 (se DAG 5 + DAG 17), ærgrer det mig ekstra meget at de har smidt pullerterne i havnen. Ikke så meget for pullerternes skyld – vi skal nok finde noget andet at sidde på, men fordi det kunne tyde på, at jeg ikke helt har den street cred hos dem som jeg troede. Og hvis jeg ikke har det, er haven måske mere udsat for hærgen osv. Drengene siger de gerne vil hjælpe til i haven en dag. Jeg lover at finde et tidspunkt, hvor de ikke er i skole. Bliver haven en del af deres område er den sikret på bedst tænkelige måde. Men det kunne helt sikkert også i sig selv blive en god dag og rart med lidt flere hænder til at komme hurtigere frem.


Indgang til haven fra parkeringspladsen

Praktikanten og jeg må altså derfor undvære vores sædvanlige siddepladser, og vi er på udkig efter nye. Nogle store brosten dukker op under udgravningen til nye stier – de kan sagtens bruges som siddepladser. Vi laver stien færdig, der leder hen til indgangen helt ude fra parkeringspladsen. Det gør stierne længere inde på grunden mere synlige. Mange stopper op og spørger hvad vi laver. Èn kommenterer det med, at det vi står og laver ser helt sort ud. Det er et godt tegn.

En anden gør os opmærksomme på, at der jo skal bygges på grunden, og hun er vedholdende da jeg svarer at det først er til efteråret 2012. ”Jamen I er godt klar over det er spildt arbejde, det I står og laver”...hvortil jeg svarer ”Sådan ser jeg det ikke”. For hvad er spildt arbejde? For mig er Operahuset f.eks. spildt arbejde. Også selv om det stadig står der. Er det kun permanens og varighed der giver arbejde mening? Det slår mig hvor ofte man som kunstner sætter noget i værk kun for en kortere periode, men at det er det betydningsskabende arbejde og udtryk, der motiverer at det bliver til og at det er denne betydning, hvis den ellers er holdbar, der cirkulerer og recirkuleres på mange niveauer. Det er for mig ikke spildt arbejde. Men hvornår finder vi mening i at lave et stykke arbejde … det er jo et pokkers godt spørgsmål. Og i forhold til Krøyers Plads kan man jo vende den om og spørge om det giver mening at at lade grunden ligge ubrugt hen i 7 år? Super grund på ideel beliggenhed midt i Kbh K. Er det ikke spild?

DAG 18

Morgenen starter brutalt. Endnu ikke i gang med dagen kan jeg høre noget som umiskendeligt lyder som store maskiner. Og rigtigt nok – nede på pladsen står en gravko allerede. Dagen i sig selv er brutal…det regner og har regnet længe. Det er vådt og klokken er endnu ikke ret mange. Uden morgenmad, men med 2 øller i en H&M pose styrter jeg ud af døren ned på pladsen. Arbejdsmændene i går gav mig det tip, at ville jeg redde nogle planter var et par øller til gravkoføreren ikke dårligt givet ud. Han er allerede i gang.





Jeg giver mig straks i kast med at redde nogle af stenurt-planterne. Regnvejret er mit held, for skal man flytte planter må det ikke være for tørt. Men snart kan jeg se at gravkoføreren graver mere nænsomt end hvis man skal planere generelt og han synes at gå uden om de store Gråbynke-tuer ude på det sandede areal. Henvender mig til ham og det står straks klart at dramaet er overstået, før det rigtig er begyndt. Han snakker om at det er svært at gøre noget uden at det kan ses. Ja for han havde fået at vide han kun skulle udbedre forhold, som kan være til fare for folk på pladsen, fjerne jernstænger og jævne bunker hist og pist. Og det helst så man ikke kan se han har været der. Jeg kaster et blik på hans maskine….hm ja det er jo en hel kunstopgave, han der har fået stillet. Jeg spørger nysgerrigt til om hans jobbeskrivelse har ændret sig siden i går, men det kan han ikke sige noget om, for han er først blevet briefet her til morgen.




Sådan går man udenom en Grå-Bynke med en gravko





Det betyder at mere end blot træerne er reddet, men også væksten under og omkring dem.



Et enkelt sted er jeg dog nødt til at fjerne nogle planter, nogle haveplanter. Praktikanten og jeg graver dem op, og flytter dem op i den del af haven, der er anlagt indtil nu.



en Haveiris


stor Knopurt


lidt regnvejrspoesi..


en uidentificeret art...




og en Klippe-Stenurt


...mere Klippe-Stenurt



Det regner stadig - det er godt. Jeg er ikke overbevidst om, at det vil lykkes at flytte planterne, men vi må gøre forsøget. Som haveplanter virker de noget fremmedgjorte blandt de vilde arter. Vi skovler vand fra betonen op i en spand og vander efter plantning. Andre muligheder for vanding har vi ikke.



Mine handsker er gennemblødte, og vandet begynder at kunne mærkes under regntøjet. Men dagen er ikke længere brutal, og vi går derfra med 2 øller i en H&M pose, som vi ikke fik brug for. Ved nærmere eftertanke skulle gravkoføreren måske nok have haft dem alligevel…