Mælkebøtten i fuld flor
Idag begyndte jeg så at lave havearbejde for første gang. En rar fornemmelse for mig, men for forbipasserende, en underlig ting; som om de tænkte; hvad graver hun efter. Jeg lader som om, jeg lader som ingenting og fortsætter. River nogle tørre stande sammen.
Begynder at lave nogle stier, sådan som jeg lavede dem sammen med de lokale drenge i 2007.
2007
2007
2007
2007
2011 - første spæde start
Spreder sand ud på den ene sti – det ser godt ud. Samler sten sammen i en bunke; de vil kunne bruges til noget. Midt i stiarbejdet ser jeg en kvinde på vej over til mig. Da vi får øjenkontakt vinker hun usikkert til mig – jeg går hende i møde. Jeg tænker... så er det sket – nu kommer en fra NCC. Hun er engelsktalende og spørger om hvad jeg laver! Hun synes det ser spændende ud og spørger om jeg er del af Gorilla Gardeners. Jeg slapper af igen – hun er ikke fra NCC! Det viser sig at hun er journalist og er fra Dublin. Hun er her fordi hun skal på en ”food-lab” hos Noma, og konstaterer at byggegrunden er en uventet nabo til Noma. Jeg får hendes kort. Tror vist hun tænker, jeg skal holde hende orienteret om havens udvikling. Fortsætter med at lave sti – græsset har nogle steder sat sig godt fast. Ved 12-tiden kommer havens første, mine første, officielle gæster; Brett Bloom, Nis Rømer og Johanne Løgstrup. Sidstnævnte to i deres egenskab af Publik med hvem jeg gerne vil samarbejde med i udviklingen af projektet. Vil gerne holde på at dette er et kunstprojekt og dermed læne mig op af en kunstinstitution og den ramme og perspektiv det giver for diskussionerne i relation til projektet. Siden de blev draget ind i projektet, er det dog blevet ændret lidt og det skal de nu præsenteres for. Jeg har besluttet at gøre alting på byggetomten alene; planterne ydes omsorg og opmærksomhed, hvor de står og gror, og skal ikke flyttes som hidtil planlagt. Dermed holder jeg også fat i grundprincippet ved at bruge eksisterende planter; nemlig ikke at tilføje noget nyt til grunden. Jeg kan fjerne affald, rykke rundt på planter og jord, men ikke tilføje nyt jord eller planter. Hvordan vores relation vil blive er endnu ikke afklaret. Vi diskuterer min rolle i forhold til NCC – eller deres rolle i projektet. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle kontakte dem eller ej, og hvad jeg ville få ud af at kontakte dem. Johanne formulererret præcist de tanker og fornemmelser jeg hele tiden har haft. Bare det at jeg har denne tvivl, gør at hun synes jeg skal vente. Projektet og min rolle i det har en anden ”uskyld” og umiddelbar undersøgelse, så længe jeg gør det, uden at bruge energi på at spørge ”om at få lov”. Og så længe det tilsyneladende er det eneste jeg ønsker af en dialog med NCC, er det måske ikke så væsentligt for projektet. I det øjeblik at en dialog kan tjene til den undersøgelse jeg har gang i, at den kan give et modspil/medspil vil det være interessant. Men bare det, at jeg tænker negativt om hvad de vil mene om projektet hvis de kom tilfældigt forbi, og ikke at de vil blive begejstret, er i sig selv sigende. Ved ikke at kunne sige, at jeg har fået lov stiller jeg mig selv meget mere sårbart, men også på lige fod med hundeejeren – han har nok heller ikke spurgt om han må lufte sin hund her. Jeg kunne godt tænke mig at bevare denne sårbarhed så længe som muligt, ikke fordi jeg ikke vil dialogen med NCC, men det andet føles mere ærligt, også i forhold til de mange ting jeg synes projektet berører.
mødelokalet...