DAG 1
Medbragt klapstol og tegneblok – danner mig et overblik og forsøger at indtage stedet. Det er et stort areal, jeg er lidt nervøs og trykket ved situationen, hvad vil folk ikke tænke, når jeg går og samler affald sammen. Jeg har fundet en kittel frem, et slags forklæde. Med den vil jeg forsøge at iklæde mig en anden og til lejligheden bestemt identitet hver gang. Måske skulle jeg også prøve at finde en hat. Med en slags uniform giver det aktionen en karakter af både noget rituelt og performativt samtidigt. Går derfra med en god fornemmelse.