DAG 7

I dag var det let at komme igang men til forskel fra de andre dage har jeg ikke klapstolen med i dag. Tilgengæld har jeg Christianiacyklen. Fordi jeg planlægger at med den kan jeg få kørt nogle af de store affaldsting væk. Jeg graver nr. 2 sti færdig, river den fri for rødder og sten, og spreder det fine hvide strandsand ud på stien, hentet fra det mere åbne areal af byggetomten, som endnu ikke er groet til. Begge stier bliver færdige, bunker af rødder og småsten samles og smides i et hul lige ud til vejen i hjørnet at grunden, som har det med at fungere som et hul for alskens affald generelt. Jeg har fjernet det værste affald men måske kan jeg fylde hullet op med det jord og rødder jeg trækker af når der graves ud til stierne, og så afslutte med sten. Lader en gammel presenning fra TDC ligge da den efter alt at dømme er indsyltet i tis... De fritliggende kabler kommer direkte op af jorden – jeg overvejer om der mon er strøm sluttet til dem. Jeg lader dem ligge. Bærer indsamlede tørre plantestande og græs sammen og flytter det over til en bålplads, allerede anvendt. Her vil jeg lægge alt brandbart – måske kan man holde Skt. Hans her. Kører det meste af det store affald bort og smider det i containeren, der hører til vores egen lejlighed. .....folk kigger. Møder også nogle folk fra opgangen – jeg hilser og lader som ingen ting.

DAG 6

Endnu en dag, hvor det kræver lidt ekstra at motivere mig til at gå i haven. Ikke at jeg ikke gerne vil, men den investering af energi det tager at stille sig midt i et åbent rum og gør sig til skue for alle, og gøre noget unormalt - det kræver mod og motivation stadigvæk her på 6. dagen. Og jeg spekulerer på, om det vil gå væk. Havearbejdet gør dog godt – tænker godt mens jeg gør det. Og snart efter, at jeg er i gang med havearbejdet, føles det også helt rigtigt at stå her. Lægger ikke så meget mærke til folk, der måtte kigge. Hundeejerne kommer som sædvanlig – de samme som de andre dage. Særligt en mand, ca 50 år, kommer med en stor sort hund (måske en blanding af labrador og schæfer) nogenlunde samme tid hver dag. Han har alle dage skulet mod mig. I dag henvender han sig ”Hvad skal der til at ske?” spørger han. ”Jeg er ved at lave en have” svarer jeg. ”Nåh” svarer han og går den anden vej. Man ville nok have troet han ville spørge mere, hvorfor og sådan, men han fortrækker med en nærmest lettet mine og sætter sig et stykke væk fra hvor jeg arbejder, på en betonkant. Her sidder han omtrent en halv time. Som om han er lettet efter at have forvisset sig om, at han fortsat kan komme her med sin hund. Hunden løber rundt imens, og selvom jeg går og arbejder videre med haven, er der intet der tilskynder ham til at kalde sin hund til sig, hvis den tager tilløb til at ville tisse lige der hvor jeg går. Jeg overvejer hvor længe der mon vil gå, før at min tilstedeværelse og de ting jeg gør, vil tilskynde hundeejerne til at se på pladsen som andet end et hundetoilet. Hvis overhovedet nogensinde!?
I dag når jeg at lave den sti færdig som jeg påbegyndte i går, med sand drysset ud, samt påbegyndt udgravningen til næste sti, som sammen med den første vil afgrænse et bed med Kanadisk Gyldenris og en Rynket Rose (Klit Rose). Stierne laver jeg først og fremmest efter hvordan planterne gror, således at stierne kommer til at omkranse udvalgte arter og plantegrupper. Det kan også defineres ved at observere hvor folk allerede har gået, og lægge stierne efter det også.

DAG 5

Mælkebøtten i fuld flor



Idag begyndte jeg så at lave havearbejde for første gang. En rar fornemmelse for mig, men for forbipasserende, en underlig ting; som om de tænkte; hvad graver hun efter. Jeg lader som om, jeg lader som ingenting og fortsætter. River nogle tørre stande sammen.


Begynder at lave nogle stier, sådan som jeg lavede dem sammen med de lokale drenge i 2007.


2007


2007


2007


2007


2011 - første spæde start

Spreder sand ud på den ene sti – det ser godt ud. Samler sten sammen i en bunke; de vil kunne bruges til noget. Midt i stiarbejdet ser jeg en kvinde på vej over til mig. Da vi får øjenkontakt vinker hun usikkert til mig – jeg går hende i møde. Jeg tænker... så er det sket – nu kommer en fra NCC. Hun er engelsktalende og spørger om hvad jeg laver! Hun synes det ser spændende ud og spørger om jeg er del af Gorilla Gardeners. Jeg slapper af igen – hun er ikke fra NCC! Det viser sig at hun er journalist og er fra Dublin. Hun er her fordi hun skal på en ”food-lab” hos Noma, og konstaterer at byggegrunden er en uventet nabo til Noma. Jeg får hendes kort. Tror vist hun tænker, jeg skal holde hende orienteret om havens udvikling. Fortsætter med at lave sti – græsset har nogle steder sat sig godt fast. Ved 12-tiden kommer havens første, mine første, officielle gæster; Brett Bloom, Nis Rømer og Johanne Løgstrup. Sidstnævnte to i deres egenskab af Publik med hvem jeg gerne vil samarbejde med i udviklingen af projektet. Vil gerne holde på at dette er et kunstprojekt og dermed læne mig op af en kunstinstitution og den ramme og perspektiv det giver for diskussionerne i relation til projektet. Siden de blev draget ind i projektet, er det dog blevet ændret lidt og det skal de nu præsenteres for. Jeg har besluttet at gøre alting på byggetomten alene; planterne ydes omsorg og opmærksomhed, hvor de står og gror, og skal ikke flyttes som hidtil planlagt. Dermed holder jeg også fat i grundprincippet ved at bruge eksisterende planter; nemlig ikke at tilføje noget nyt til grunden. Jeg kan fjerne affald, rykke rundt på planter og jord, men ikke tilføje nyt jord eller planter. Hvordan vores relation vil blive er endnu ikke afklaret. Vi diskuterer min rolle i forhold til NCC – eller deres rolle i projektet. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle kontakte dem eller ej, og hvad jeg ville få ud af at kontakte dem. Johanne formulererret præcist de tanker og fornemmelser jeg hele tiden har haft. Bare det at jeg har denne tvivl, gør at hun synes jeg skal vente. Projektet og min rolle i det har en anden ”uskyld” og umiddelbar undersøgelse, så længe jeg gør det, uden at bruge energi på at spørge ”om at få lov”. Og så længe det tilsyneladende er det eneste jeg ønsker af en dialog med NCC, er det måske ikke så væsentligt for projektet. I det øjeblik at en dialog kan tjene til den undersøgelse jeg har gang i, at den kan give et modspil/medspil vil det være interessant. Men bare det, at jeg tænker negativt om hvad de vil mene om projektet hvis de kom tilfældigt forbi, og ikke at de vil blive begejstret, er i sig selv sigende. Ved ikke at kunne sige, at jeg har fået lov stiller jeg mig selv meget mere sårbart, men også på lige fod med hundeejeren – han har nok heller ikke spurgt om han må lufte sin hund her. Jeg kunne godt tænke mig at bevare denne sårbarhed så længe som muligt, ikke fordi jeg ikke vil dialogen med NCC, men det andet føles mere ærligt, også i forhold til de mange ting jeg synes projektet berører.


mødelokalet...

DAG 4

Har været 10 dage væk og i al den tid har det været usædvanligt varmt og solrigt. I løbet af de 10 dage er der er kommet blade på træerne og planterne er vokset meget. Det besværliggører affaldsindsamlingen. Der er kun blevet smidt meget lidt nyt affald, der hvor jeg allerede har samlet, men igen ligger en bunke nyt haveaffald; et læs af afskårne rosengrene. Tænk at man ikke bare tager på genbrugsstationen 2 km herfra. Det er en underlig hensynsløs handling og nærmest beslaglæggelse af det offentlige rum. Samtidig med at der er et tegn på ultimativ ringeagtelse af et sted med en karakter som dette. At bedømme efter hvor langt planterne er fremme allerede, beslutter jeg at tage haveredskaber med imorgen. Hundeejerne kommer igen i dag, er ikke helt sikker på om det er de samme fra de andre dage; de hilser ihvertfald ikke, eller nikker genkendende. Jeg har mit forklæde på og handsker, som jeg også har haft på alle de andre dage. Klapstolen med tegneblokken på, er også stillet op. Jeg elsker hunde, er vokset op med dem hele mit liv, men det provokerer mig, når man som hundeejer inde i en by ikke kan tage hundelorten med sig. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at det er på lige fod med pisseri i det offentlige rum. Det er en form for territorial afmærkning af det offentlige rum. Selvom denne grund er privateje, indgår den nu som et offentligt rum, som alle burde kunne have glæde af. Men det blegner unægteligt med en hundelort under skoen. I nogle tilfælde tror jeg det tjener ejerens interesse at hundeejere benytter og indtager byggetomter som et stort hundetoilet, fordi der derved aldrig bliver så rart, at nogle skulle finde på at slå sig ned på grunden. Omvendt er det en skam, at man ikke kan se skønheden i disse steder og fra ejers side, og også kommunens side, forstod at aktivere dem. Eller rettere sagt satte dem fri til aktivering for hvem der nu havde lyst. Med alles viden og accept af at det var for en midlertidig periode frem til byggestart, som en præmis for alle. En tanke begynder at vokse i mig: Fra at dette projekt startede ud med at handle om en have for planterne, handler det også om at i akten med at lave en have, kræver jeg (man) det offentlige rum tilbage til en offentlighed. I dag samler jeg en mængde større ting sammen og 2 sække med affald.

DAG 3

Det krævede lige så store anstrengelser at tage mig sammen til at gå over på pladsen i dag – lige så stor overvindelse og mod til at gå i gang med at samle affald sammen. Derfor tog jeg stolen og tegneblokken med igen i dag. Sad et øjeblik for at indtage stedet. Og gik så i gang. Der var meget affald i den del af pladsen jeg samlede i dag. Mange cocio-flakser og 1/2 liters. Igen kom der hundeejere og luftede deres hunde. Én smilede venligt til mig, men ellers kunne jeg mærke at de kiggede med lidt blandet fornøjelse på mig: Betyder min tilstedeværelse mon ændringer som vil forhindre dem i at kunne lufte deres hunde? På et tidspunkt da jeg var i gang med at samle den 3. sæk, kom en taxa kørende ind på grunden og gjorde holdt ikke langt fra mig. Ud steg chaufføren og stillede sig lige akkurat i ly af sin dør og pissede. På planterne. Det må så være det, han synes om dette sted og disse planter. Kan jeg konstatere. Det har altid undret mig, at mænd har denne frihed til at pisse i det offentlige rum, hvor imod kvinder opsøger et toilet. Jeg overvejede hvordan jeg ville harve reageret hvis det havde været en kvindelig taxachauffør der var kommet ind på grunden, trukket bukserne og sat sig og tisset. Har svært ved at forestille mig det ske og overvejede videre hvor forskellige adfærd i det offentlige rum kønnene er pålagt? Jeg fortsatte med at samle affald. Mange tanker går gennem hovedet når man rydder op. Mange mennesker kigger på mig. En henvender sig til mig med sin take-away kaffekop fra Sweat Treat og smider den i min sæk. Mens han snakker i mobil. Min underbo ser mig mens han går rundt på parkeringspladsen og snakker i mobil. Han kommer ikke over og snakker efter endt samtale. Jeg ser min vicevært, men han ser ikke mig. Heldigvis. På nær manden med kaffekoppen, er der ingen der henvender sig eller spørger til hvad jeg laver. I dag har jeg samlet 5 affalds-sække, her iblandt fra flere bunker haveaffald og rester fra byggepladser, dumpet her. Hvis man skal sige noget godt om den slags, er det interessant at observere, at nogle mennesker overhovedet kan tænke så lavt om så skønt et sted som her. Bare fordi det ikke er bebygget og ordnet efter normen? eller hvorfor?

DAG 2

Efter to dage med regn er jeg tilbage på pladsen. Jeg har taget klapstolen og tegneblokken med igen, ikke at jeg har intention om at bruge noget af det, men det føles rart at have noget med, som hjælper med at begrunde hvorfor jeg er her. Jeg ifører mig min blå kittel igen, folder en stor gennemsigtig affaldssæk ud og med en gribetang går jeg i gang med at samle affald. Det har været en kæmpe overvindelse for mig at komme her til, og nu hvor jeg står og faktisk gør det, kan jeg måske ikke helt forstå hvorfor. Men jeg kan mærke folk kigger, på afstand eller fra vinduerne. Ingen kontakter mig, heller ikke de faste hundeejere, der lufter deres hunde her. De tænker nok jeg kommer fra NCC. Jeg samler videre. Jeg samler en fuld sæk, plus lidt større ting, og så går jeg hjem. Har kun samlet fra en meget lille del af hele pladsen.

DAG 1

Medbragt klapstol og tegneblok – danner mig et overblik og forsøger at indtage stedet. Det er et stort areal, jeg er lidt nervøs og trykket ved situationen, hvad vil folk ikke tænke, når jeg går og samler affald sammen. Jeg har fundet en kittel frem, et slags forklæde. Med den vil jeg forsøge at iklæde mig en anden og til lejligheden bestemt identitet hver gang. Måske skulle jeg også prøve at finde en hat. Med en slags uniform giver det aktionen en karakter af både noget rituelt og performativt samtidigt. Går derfra med en god fornemmelse.