torsdag den 11. august 2011

DAG 47


Still fra Aftenshowet med haven i baggrunden.

Møde med DR, NCC, Anja Franke og N55 plus undertegnede er sat til kl 10. Det regner. N55 er blevet forhindret men ellers har alle indfundet sig. NCC indbefatter både Jens Breinholt og Projektudviklingschef Claus Skytte. DR stiller 4 mand høj. Der bydes på kaffe og rundvisning før mødet starter. Der er noget forunderligt ved at stå og kigge på en milliard ledninger, lige på det sted hvor der for en måned siden i ly af natten sad studenter med hvide huer omkring et bål. Pladsens myrer har dog ikke ladet sig påvirke af, at der er kommet et hus. De har travlt i det nye hus' køkken. Og JB siger noget med at udrydde dem med en brænder, andre nævner kaffe og kanel. Det sidste ved jeg virker.

Mødet starter med kort præsentation af alle, hvorefter Claus Skytte NCC fremlægger de fremtidige planer for pladsen. Spændende,
men ikke noget man flyver ud af stolen af ophidselse over. Men det er heller ikke noget jeg i denne situation kan tage stilling til. Ikke at jeg ikke har en holdning til hvad der skal være på denne skønne plads og i mit naboland, men for mig er mit ærinde med Black Box at diskutere vores midlertidige anvendelse af et "tomt" byrum som et offentligt rum, som et ikke-passivt, men givende rum. Pludselig er det som om dagsordnen er lidt skjult og den præmis vi er her med i vores tilstedeværelse på pladsen er at "sælge" det fremtidige projekt. Jeg har nævnt den før og tænker blot igen...kreativ kapital (vi er meget værd og snart meget dyre!). Og alligevel må man jo sige det er en meget åben og ny facon der anvendes fra NCC side i udnyttelse af mulighederne for pladsen, før der bygges. Den organiske udvikling hvormed de lader ting ske er jo tidskrævende (og dermed omkostningsfulde) og det er jo i sig selv en meget positiv prioritering.

Jeg fortæller ultra kort om haven. Og det viser sig meget snart at det er primært her slaget skal stå. DR lægger nogle billeder på bordet hvor planterne er i billedet (se Aftenshowet 8.-11. august), og det billede kan "folk i Jylland" jo ikke forstå - hvorfor skal der være ukrudt i billedet? Hvortil jeg jo selvsagt må svare - og det gør jeg ikke for at provokere - at jeg synes det flot ud. Jeg lægger ikke skjul på, at Black Box Garden er en form for "fredning" af denne type rum, vildnisset og det frirum der ligger i det. Jeg tror ikke der mangler sympati for projektet, men man har besluttet sig for sine behov og argumenterne styres over på det med den oppustelige fodboldbane, Aqua der kommer og spiller og andet........og at de ikke kan komme frem og tilbage med kameraer etc. på så løs og ujævn bund. What can I say? NCC fremlægger en plantegning, for hvordan de tænker at fordelingen af pladsen skal være. Jeg synes det er lidt ærgerligt at det skal blive sådan helt parcelagtigt og foreslår DR benytter betonarealet nede i den anden ende til formålet, velvidende at det er for langt væk, og det er det naturligvis også. Beslutningen ender på, at enden af haven lige ud for Aftenshowets vinduer skal ryddes, men dog at mødet mellem haven og det åbne trækkes efter hvordan planterne gror (i overenstemmelse med havens hidtige princip).
Det vidundelige ved dette projekt er for så vidt, at der aldrig kan ske noget skidt. Det er observerende i sin natur, og derfor er dette tiltag heller ikke noget der går mig på. Jeg konstaterer blot det er sådan og iagttager hvilke diskussioner og holdninger det afstedkommer. Og prioriteringerne der følger. Nogen gange falder det ud til fordel for haven andre gange ikke....

Interssant ved dette møde var det, at det står klart for mig efterfølgende, at alle meler blot deres egen kage. Alle har hver deres agenda, deres interesse og en snert af samspil for hvad den ene kan tilbyde den anden, eller yde til en glædelig oplevelse af stedet og pladsen som sådan rent rumligt, lader sig ikke umiddelbart indfinde. Og hvor var husbådeejerne i denne sammenhæng? De regnes åbenbart ikke for brugere af pladsen. Omvendt kan man selvfølgelig sige - de har også blot haft deres egen agenda i de sidste mange år; nemlig den at have denne plads for sig selv. Sammen med hundeejerne...