Jeg har fået en invitation til at deltage i en nystartet madfestival MAD foodcamp, som skal finde sted i slutningen af august. Festivalen vil være på en byggetomt på Refshaleøen/København. Een af hovedarrangørerne er René Redzepi/Noma. Temaet er planteriget. Kunstdelen er bl.a. kurateret af Thomas Harttung (medstifter af Aarstiderne). Under første møde med Harttung forespurgte jeg om et møde ville kunne arrangeres mellem Redzepi og mig. Det var ikke mit indtryk, at han vidste hvad Black Box Garden gik ud på. Og i al ydmyghed mente jeg det burde han forud for min deltagelse i festivalen, nu da vi er naboer. Således er et møde arrangeret til i dag kl 15 i haven med Harttung, Radzepi og mig. Vi mødes på restauranten. Der er en stemning af travlhed, men ikke hektisk. I aften er første aften efter sommerferien. Nye retter er på menuen. Så der er ingen gæster i restauranten, i stedet går nogle håndværkere og justerer hist og pist. Jeg regner ikke med der bliver tid til et langt møde. Redzepi tager sig dog god tid alligevel, virker upåvirket forud for aftenens begivenheder, og mødet kommer til at vare 1 1/2 time. Vi bliver vist rundt i restauranten og køkkenet. 48 folk arbejder der ialt. På tur gennem nyt kontor, brødbagning og andet hæfter jeg mig særligt ved de 8-10 unge folk i klassisk Noma uniform (sorte bukser, hvid skjorte og brunt forklæde), som står og piller blade af bunker af urter og samler det i transperante bøtter. Bag dem et sprødt lysindfald fra pakhusvinduet. Smukt! Falder i svime over nogle små moslandskaber anvendt som tallerkner for forretten.
Ved rundvisning i haven er Redzepi overrasket over dens frodighed og vildnis. Jeg frydes ved hans oplevelse af et kort øjeblik at være et helt andet sted, langt fra byen, trods udsigten til hans egen restaurant på den anden side af dokken. Jeg fortæller om forløbet og ideerne bag haven. Det er interessant at fortælle om haven og projektet til en, der med en hel anden vinkel på det samme, selv er så meget inde i den verden og planterne. Jeg ser to nørder indenfor det samme rige, planteriget, men med en verden til forskel i hvordan vi bruger det. Snakken falder en del på det spiselige element ved haven. Som kunstner har jeg lavet diverse retter af ukrudt og vilde planter, men det siger mig i forhold til mit kunstprojekt ikke så meget og der er andre der gør det langt bedre end mig. Adskellige kunstnere har i kunsten gennem mange år tematiseret det spiselige i metaforiske udsagn og betydninger. Redzepi derimod er mere konkret; han anvender noget spiseligt til at spise (uanset om det er innovativt tænkt eller ej). Og dog er der hele fortællingen om det Nordiske køkken etc., og det at han anvender den forhåndenværende natur osv., det giver naturligvis en række metafortællinger, man kan bygge ovenpå den gode smag. TIlsvarende kan man sige jeg laver en have, og det er en have, og så behøver den ikke være ret meget længere. Den skal kunne erfares som sådan alene, men qua netop de planter jeg benytter, måden jeg gør det på og principperne for haven generelt, udfolder der sig en fortælling som er langt mere kompleks. På den måde er der vel en vis slægtskab i tilgang til naturen derhen, at man bruger et genkendeligt sprog (maden eller haven) til at erfare nye forståelser af den verden der omgiver os. Forskellen er dog nok at i sidste ende, er det de nye forståelser der primært interesserer mig. Jeg laver ikke kun haver. Som verdens bedste reastaurant skal man nok stadig først og fremmest levere den gode smag. Det er meget inspirerende at opleve Redzepi's syn på planters anvendelsesmuligheder, den fornemmes som grænseløs og ægte udforskende. Han beder om at komme til at se Klippe-Stenurten. Vi kæmper os gennem vildnisset, der er steder hvor regnen har slået planterne så meget ned at vi ikke kan se stien. Men vi finder vej og jeg får den udpeget. Før jeg ved af det står han og smager på den, snart efter dog noget skuffet ved ikke at finde bare en anelse smag overhovedet. Jeg og Harttung smager også. Kort efter står vi også og tygger tørre frø fra den Hvide Stenkløver. Jeg tygger og tygger i håb om, at en smag forplanter sig til min tunge...der sker intet. De to andre står og snakker om vanilie og andet. Jeg kunne meget stærkt dufte vanilien fra blomsterne i sin tid, men nu sker intet. Tilgengæld kan jeg vise ham hvordan man kender forskel på en Vild Gulerod og en Skarntyde. Snakken går videre om gule tissemyre, citrus aromaer og ingefær dufte...jeg bliver helt svimmel. Jeg er overbevist om, at en mand som Redzepi besidder en ekstra smagsløg end én som mig, og langt de fleste andre. Han ser verdenen gennem smag; det er super nørdet - på den gode måde - og dybt fascinerende.
