DAG 23

Haven er ved at træde ind i en ny fase, hvor det er tid til at vise, at den godt må bruges og indtages af folk. At det er et offentligt sted, og ikke vores. For folk der nu har set mig og praktikanten gå her gennem længere tid, er det nok blevet ’vores’ have, men det er det tid til at nedbryde. Det er tid til at skilte med havens navn og oplyse om denne skrevne del af projektet i sammenhæng med selve haven. Vi sætter derfor et skilt op i dag – haven navngives officielt. Skiltet er lavet af fundne materialer på grunden, tro mod havens grundidé om kun at benytte eksisterende materialer i haven. Er dog noget usikker på om æstetikken nu også holder. Der er noget western-agtigt over skiltet...

Mens vi er ved at sætte det op, dukker en uventet gæst op, JB fra NCC. Han vil se på, hvad det er der skal følges op på i forhold til oprydningen i sidste uge. Vi går rundt sammen. Han oplyser at hans kollega ikke synes de ryddede nok på grunden, men han så ingen grund til at fjerne noget der betød noget for nogen og ikke noget for dem. Det står klart, at han har lyttet. Men han er også mystificeret over have-projektet, og hvad det er jeg får ud af at lave det. Han spørger. Ved ikke om mit svar giver mening for ham. Tilgengæld spørger jeg ham hvorfor de ikke bruger de penge de bruger på oprydning på en anden måde f.eks. på en mand der kommer ud og rydder op en gang om måneden, istedet for på sådan en gang engangsforeteelse, som der her er tale om. Det ville også tage sig bedre ud i lokalmiljøet. ”Det er fordi vi har sådan nogle som dig der kommer og rydder op” siger han ironisk for sjov…… -”og hvad kan I så tilbyde mig i løn” svarer jeg for sjov tilbage og ler mens jeg tænker; Kunst som kreativ kapital - selv når det samler affald…. Men det ville det være uanset om jeg stod på deres lønningslilste eller ej, og det havde det også været uanset om projektet havde fortsat uden NCC’s viden. Men min fornemmelse omkring at samle affald op i fremtiden leger kort med tanken om ikke at samle mere, for nu samler jeg for NCC og ikke i forhold til mit projekt. Omvendt giver det ikke mening at holde op. Affaldsindsamlingen er en del af strategien, der søger at italesætte en række relationer. Vi fortsætter ud i en diskussion om hvem skal egentlig rydde op efter hvem, hvem har hvilket ansvar iforhold til hvad osv. JB har svært ved at se at grundejere kan være forpligtet til at rydde op efter nogen der har svinet deres grund til – det kan de jo ikke gøre for. Omvendt giver han mig også ret i, at det ikke kan være mit ansvar som lokal at rydde op. Det er dem, der sviner man skal gribe fat i, at det handler om dårlig opdragelse. Det er sandt, men jeg sammenligner det med, at hvis nogen kaster en dåse ind over hækken i vores have, ville vi så også lade være med at samle den op, fordi det ikke var vores skyld. Og sådan fortsætter en konstruktiv dialog, som det er værd at overveje om den havde været lige så udbytterig, hvis jeg havde grebet hele proejtet anderledes an, hvis jeg f.eks havde spurgt om lov til at lave haven før jeg var gået i gang. Ville det i lige så stor grad have italesat en diskussion som denne? Hvornår bringer en strategi noget godt med sig? Hvilken type investering skal der til? Men JB tog sig tiden i dag, og det sætter jeg pris på.

Tilbage i haven efter mødet med JB holder jeg ikke længe. Filmholdet hos NOMA er stadig i gang og endnu en gang har jeg det som om jeg er en baggrundsrekvisit i en film om NOMA… Bare tanken bliver på en eller anden måde for meget og jeg pakker sammen for i dag.

Haven har fået sig endnu en indgangssti fra parkeringspladsen

DAG 13

Krøyers Plads set oppefra - med foreløbig udvikling af haven.




Var ikke i haven i går fordi jeg måtte formulere et brev til NCC i forhold til den forestående rydning af grunden. Bliver nødt til at give det et forsøg at forhindre det. Det viste sig at Projektudviklingschefen jeg skulle have fat på selvfølgelig var ude at rejse, så ingen afklaring på sagen før imorgen. På pladsen er der kommet et nyt læs haveaffald siden i forgårs. Det er mig ubegribeligt, at folk kan tænke på den måde.


..før

Fejer og samler affald i havedelen lige ud til parkeringspladsen, gør klar til noget der kan blive en indgang til haven derfra.


- og efter.



Jon (N55) ankommer med sit Walking House på en kæmpe kranbil. Huset vil blive en del af det projekt, han laver her på pladsen til sommer. Lige nu skal huset bare stilles op, justeres og repereres en smule og så kommer der til at bo en i det hen over hele sommeren. Jeg har tidligere set huset i Anja Frankes have, og noterer mig forskellen i oplevelsen af husets størrelse og skala i det rum, det nu skal forholde sig til. Hos Anja virkede det stort - her bliver det helt kleint i det.



En mand med en sort Cocker Spanier tager kontakt til mig mens han er ved at lufte sin hund...i snor. Det udvikler sig en meget interessant samtale om ejerskab og ansvar. Med lignende tanker jeg netop har formuleret i brevet til NCC. Han er svensk og det er tydeligt, at han er forundret over, hvordan steder som Krøyers Plads bare kan få lov at stå hen. At der ikke tages stilling til stedet som et offentligt sted med tiltag, der kan aktivere stedet i den tid det ligger brak, eller blot bliver vedligeholdt. Han synes kommunen burde stille strengere krav til ejerne om at bygges der ikke indenfor det første år, skal stedet behandles som offentligt. Sådan mener han det er i Sverige. Omvendt ser han også gerne kommunen som en aktiv medspiller rent finansielt, i og med de har en indtægt i form af grundskyld skatten. Vi snakker om den bekymring der ofte er fra grundejers side for, at nogen skal gøre krav på en grund, hvis de får lov til at opbygge en positiv relation til den. Spiller erfaringer fra steder som Christiania ind eller? Det er et dilemma, for det er vel netop fra sager hvor denne bekymring bekræftes, der gør, at grundejer ikke ønsker hverken aktivitet eller holde stedet ok rart, men tværtimod nærmest gerne vil have cykelvrag, haveaffald og hundelort, som en bevidst strategi for, at et byggeri skal blive taget imod med kyshånd. Det er tankevækkende, at man andre steder i verden forholder sig så uproblematisk til at engagere sig i steder som Krøyers Plads, uanset om det kun vil være for en begrænset tid, mens vi i Danmark i højere grad synes at ville have anderledes varige løsninger.