DAG 60

Min relation til haven er uophørlig. Jeg er der måske ikke i samme udstrækning fysisk som tidligere på sæsonen, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke lige har kigget her over fra mine vinduer, været ude og runde på cyklen eller gået en aftentur i haven.



Mindst en gang om ugen har jeg gået haven igennem for at tjekke om den kan modstå denne tids ekstensive pleje og opmærksomhed. Det ser ud til at det kan den. Affald er stærkt begrænset, særligt efter at NCC har hyret en mand til at komme og samle affald en gang om ugen!!! Vi tager den lige en gang til; ”…efter at NCC har hyret en mand…”!!! Det er toppen!
Hundelorte inde i haven på stierne er faktisk også begrænsede og jeg har sågar oplevet, at dem der var, var fjernet et par dage senere.





Jeg har mødt folk, der fortæller, at de dagligt går en tur i haven og hørt om børn som leger røver og soldater her. Planterne står stadigt så høje, at en 8 årig nemt kan blive væk, hvorved helt tydeligt spændingsgraden i legen stiger. Nok vælter de ind gennem beplantningerne og man kan generelt se stigende færdsel på tværs af stierne gennem planterne, men nu hvor det hele døser hen og falder sammen alligevel, virker det ikke som et overgreb på haven. Og måske er det det, der er det gode ved at jeg er mindre synlig – folk tager haven til sig på deres egen måde, og bruger den efter behov. For så vidt viser haven også for alvor derved sit værd; kan den ændre på og inspirere adfærden i det offentlig rum?




Kanadisk Gyldenris i frø - og i modlys

Men når jeg bruger ordet uophørlig er det måske fordi jeg nogen dage ville ønske at jeg havde ”fri”, og ikke dagligt skulle forholde mig til alt, der foregik på pladsen. F.eks. sker det dagligt at betonarealet indtages som parkeringsareal, sandsynligvis af DR’s folk. Det er den type brug af stedet som virkelig kan provokere mig. Det er en række folk der kommer udefra og er revnende ligeglade med hvordan steder opfattes, så længe de kan komme af med deres bil – og gratis ovenikøbet. Det er derfor det gør en forskel at være lokal, når man skal udforme et sted; at skulle se på noget hver dag og til alle tider, uanset om det er for det gode eller det dårlige. En gang skrev jeg, at jeg kviede mig ved hvis nogen stod oven på planterne – så siger det vel sig selv hvordan jeg må have det, når der kører en stationcar hen over dem!

Igen er Jakob en handlingens mand og da talen falder på de parkerende biler næste gang vi mødes, snakker han om kæde el. snor hen foran betonarealet… Jeg har lyst til at gøre det samme, men det ville være at tilføre pladsen materialer udefra, som jeg jo helst afholder mig fra at gøre. Jeg spekulerer over hvad det egentlig er, man gør ved sådan en handling; at spærre af. Vinder man hævd over pladsen, for egen vindings skyld, ekskluderer man eller lader man det netop stå åbent for brug, ved at holde bilerne ude? Jeg kan ikke helt blive klar på det...

DAG 5

Mælkebøtten i fuld flor



Idag begyndte jeg så at lave havearbejde for første gang. En rar fornemmelse for mig, men for forbipasserende, en underlig ting; som om de tænkte; hvad graver hun efter. Jeg lader som om, jeg lader som ingenting og fortsætter. River nogle tørre stande sammen.


Begynder at lave nogle stier, sådan som jeg lavede dem sammen med de lokale drenge i 2007.


2007


2007


2007


2007


2011 - første spæde start

Spreder sand ud på den ene sti – det ser godt ud. Samler sten sammen i en bunke; de vil kunne bruges til noget. Midt i stiarbejdet ser jeg en kvinde på vej over til mig. Da vi får øjenkontakt vinker hun usikkert til mig – jeg går hende i møde. Jeg tænker... så er det sket – nu kommer en fra NCC. Hun er engelsktalende og spørger om hvad jeg laver! Hun synes det ser spændende ud og spørger om jeg er del af Gorilla Gardeners. Jeg slapper af igen – hun er ikke fra NCC! Det viser sig at hun er journalist og er fra Dublin. Hun er her fordi hun skal på en ”food-lab” hos Noma, og konstaterer at byggegrunden er en uventet nabo til Noma. Jeg får hendes kort. Tror vist hun tænker, jeg skal holde hende orienteret om havens udvikling. Fortsætter med at lave sti – græsset har nogle steder sat sig godt fast. Ved 12-tiden kommer havens første, mine første, officielle gæster; Brett Bloom, Nis Rømer og Johanne Løgstrup. Sidstnævnte to i deres egenskab af Publik med hvem jeg gerne vil samarbejde med i udviklingen af projektet. Vil gerne holde på at dette er et kunstprojekt og dermed læne mig op af en kunstinstitution og den ramme og perspektiv det giver for diskussionerne i relation til projektet. Siden de blev draget ind i projektet, er det dog blevet ændret lidt og det skal de nu præsenteres for. Jeg har besluttet at gøre alting på byggetomten alene; planterne ydes omsorg og opmærksomhed, hvor de står og gror, og skal ikke flyttes som hidtil planlagt. Dermed holder jeg også fat i grundprincippet ved at bruge eksisterende planter; nemlig ikke at tilføje noget nyt til grunden. Jeg kan fjerne affald, rykke rundt på planter og jord, men ikke tilføje nyt jord eller planter. Hvordan vores relation vil blive er endnu ikke afklaret. Vi diskuterer min rolle i forhold til NCC – eller deres rolle i projektet. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle kontakte dem eller ej, og hvad jeg ville få ud af at kontakte dem. Johanne formulererret præcist de tanker og fornemmelser jeg hele tiden har haft. Bare det at jeg har denne tvivl, gør at hun synes jeg skal vente. Projektet og min rolle i det har en anden ”uskyld” og umiddelbar undersøgelse, så længe jeg gør det, uden at bruge energi på at spørge ”om at få lov”. Og så længe det tilsyneladende er det eneste jeg ønsker af en dialog med NCC, er det måske ikke så væsentligt for projektet. I det øjeblik at en dialog kan tjene til den undersøgelse jeg har gang i, at den kan give et modspil/medspil vil det være interessant. Men bare det, at jeg tænker negativt om hvad de vil mene om projektet hvis de kom tilfældigt forbi, og ikke at de vil blive begejstret, er i sig selv sigende. Ved ikke at kunne sige, at jeg har fået lov stiller jeg mig selv meget mere sårbart, men også på lige fod med hundeejeren – han har nok heller ikke spurgt om han må lufte sin hund her. Jeg kunne godt tænke mig at bevare denne sårbarhed så længe som muligt, ikke fordi jeg ikke vil dialogen med NCC, men det andet føles mere ærligt, også i forhold til de mange ting jeg synes projektet berører.


mødelokalet...