Min relation til haven er uophørlig. Jeg er der måske ikke i samme udstrækning fysisk som tidligere på sæsonen, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke lige har kigget her over fra mine vinduer, været ude og runde på cyklen eller gået en aftentur i haven.
Mindst en gang om ugen har jeg gået haven igennem for at tjekke om den kan modstå denne tids ekstensive pleje og opmærksomhed. Det ser ud til at det kan den. Affald er stærkt begrænset, særligt efter at NCC har hyret en mand til at komme og samle affald en gang om ugen!!! Vi tager den lige en gang til; ”…efter at NCC har hyret en mand…”!!! Det er toppen!
Hundelorte inde i haven på stierne er faktisk også begrænsede og jeg har sågar oplevet, at dem der var, var fjernet et par dage senere.
Jeg har mødt folk, der fortæller, at de dagligt går en tur i haven og hørt om børn som leger røver og soldater her. Planterne står stadigt så høje, at en 8 årig nemt kan blive væk, hvorved helt tydeligt spændingsgraden i legen stiger. Nok vælter de ind gennem beplantningerne og man kan generelt se stigende færdsel på tværs af stierne gennem planterne, men nu hvor det hele døser hen og falder sammen alligevel, virker det ikke som et overgreb på haven. Og måske er det det, der er det gode ved at jeg er mindre synlig – folk tager haven til sig på deres egen måde, og bruger den efter behov. For så vidt viser haven også for alvor derved sit værd; kan den ændre på og inspirere adfærden i det offentlig rum?
Kanadisk Gyldenris i frø - og i modlys
Men når jeg bruger ordet uophørlig er det måske fordi jeg nogen dage ville ønske at jeg havde ”fri”, og ikke dagligt skulle forholde mig til alt, der foregik på pladsen. F.eks. sker det dagligt at betonarealet indtages som parkeringsareal, sandsynligvis af DR’s folk. Det er den type brug af stedet som virkelig kan provokere mig. Det er en række folk der kommer udefra og er revnende ligeglade med hvordan steder opfattes, så længe de kan komme af med deres bil – og gratis ovenikøbet. Det er derfor det gør en forskel at være lokal, når man skal udforme et sted; at skulle se på noget hver dag og til alle tider, uanset om det er for det gode eller det dårlige. En gang skrev jeg, at jeg kviede mig ved hvis nogen stod oven på planterne – så siger det vel sig selv hvordan jeg må have det, når der kører en stationcar hen over dem!
Igen er Jakob en handlingens mand og da talen falder på de parkerende biler næste gang vi mødes, snakker han om kæde el. snor hen foran betonarealet… Jeg har lyst til at gøre det samme, men det ville være at tilføre pladsen materialer udefra, som jeg jo helst afholder mig fra at gøre. Jeg spekulerer over hvad det egentlig er, man gør ved sådan en handling; at spærre af. Vinder man hævd over pladsen, for egen vindings skyld, ekskluderer man eller lader man det netop stå åbent for brug, ved at holde bilerne ude? Jeg kan ikke helt blive klar på det...