torsdag den 15. september 2011

DAG 56





Havedag med sol der skinner og varmer på ryggen. Det er valgdag, og jeg har været henne og sætte mit kryds. Valgdage er noget særligt, der er noget højtideligt over dem, og der hersker en følelse af fællesskab, en festdag, lidt på samme måde som en fødselsdag, hvor man godt må gøre noget godt for sig selv og andre.
Trods alle de nye brugere af pladsen er her forbløffende stille i dagstimerne stadigvæk. Samler en smule affald i haven, luger og klipper gangene fri - er her kun i de sædvanlige 2 timer, men når det, der skal nåes.
Har også en energisk lille hjælper med i dag, som på egen hånd klipper gangene fri og graver et endog meget stort hul i sandet til haveaffald. Haven har en ret magisk kraft på børn, om det så er med en hjælpende hånd eller det er som legeplads for skjul, ta'-fat-lege eller blot som et sted at gå på opdagelse...


Gederamsen antager finurlige former



Svampene er tilbage! og i hobetal, her, der og alle vegne, men jeg er en kylling og har ikke mod på at smage dem.... og det til trods for at den er spiselig, men hvordan mon med evt forurening??



Svampen er en Paryk-Blækhat. Den vokser i æringsrig jord langs skovveje, i græsplæner m.m. Den kan samles efter en regnfuld periode fra juni til november indtil nattefrosten sætter ind. Den er ret givtig, da man ofte finder nok til et helt måltid på et enkelt sted. Som en af de få vilde svampe kan Paryk-Blækhat spises rå, f.eks. i salater, men den er også god stegt. (kilde: Foreningen til Svampekundskabens Fremme)












En anden svampeart, art ukendt.


Betonbelægningen benyttes efterhånden dagligt som parkeringsareal